11.02.2021

​

Jeg tror du udviklede dig før jeg overhovedet vidste du fandtes. Som om du langsomt groede i mig. Uden min tilladelse. Uden min accept. Jeg gætter på du sikkert heller ikke har brug for den. Min accept og tilladelse altså. Men du er invasiv. Du er i hver en fiber af mig, hvert et åndedrat. Du gror så satans hurtigt. Det er lidt som om du fylder mig til randen. Så der kommer overfladespænding i mig. Mine øjne er blevet blanke som havde jeg feber og mine hænder ryster. Måske sprækkes jeg. Lige her. Midt på gulvet. Er det så dig der kommer frem? Dig der gror i mig? Er det dig der vælter ud af mig som mider? Jeg siger mider. Men jeg ved faktisk ikke om du nærmere vil skinne ud af mig. Om min endelig form faktisk er dig. Det kan være det er dig jeg har ventet på så længe, helt uden at jeg selv vidste det. Det kan være at det er dig der skal fortælle mig hvor næste skridt skal tages og hvor næste åndedrat skal trækkes. Åh men min uvidenhed. Er jeg for dum til at forstå dig? Er jeg for skrøbelig til at kunne rumme dig? Jeg er bange for at jeg en dag kommer til at kaste dig op. I sidste ende er det jo dine blodlegemer der fragter min ilt.